Glamping på isefjorden

 

Priser

Priserne er pr. Døgn i telt

Alle priser er i DDK

 

FOR BOOKING:  60 18 89 56

Mandag-torsdag udenfor sommerferien (24/6-2021-15/8-2021): 995,-

Fredag, lørdag, søndag udenfor sommerferien (24/6-2021-15/8-2021): 1295,-

Sommerferien ( 24/6-2021-15/8-2021) samt helligdage: 1495,-

 

Vi giver dig 150,- pr. døgn i rabat, hvis du booker 7 dage eller mere.

Transport

Adresse:
Bognæsvej 34
4300 Holbæk

Googles rutevejledning her

Bus 505 Kører fra Holbæk Station til Hørby, hvor vi kan samle dig op ellers du kan gå til glampingen fra Hørby, hvis du gerne vil nyde turen. Der er ca. 2 km. Ellers kan du skifte fra 505 ved Tuse skole til bus 506, som kører helt ud til matriklen.

(Vi er på landet, så du skal bede chaufføren stoppe ved den runde hal på Bognæsvej ).

Hvis du gerne vil have lidt ekstra luksus, tilbyder vi at hente dig på Holbæk Station for 200,- DKK.

 

Bad & toilet

Toilet/badeværelse befinder sig I lejligheden I hovedhuset, 100 meter fra pladsen. Herudover er der et forbrændingstoilet lige ved siden af hallen.

Faciliteterne deles mellem de tre telte, altså maksimum 6 personer.

 

Mad & drikkevare

Vi har et udvalg af mad og drikke, som kan tilkøbes. Har vi ikke det, du har lyst til – så spørg os for at få flere muligheder. Vi elsker en god udfordring.

 

 

Bålpladser

Vi har 3 bålpladser til rådighed. 1 madlavningsbålplads med grillrist, gryde, pande og kedel, 1 hyggeplads med pallemøbler rundt om samt 1 bålplads nede på stranden 300 meter fra området, hvor man kan nyde freden og roen. 

 

Lyn info

TAXA:

Holbæk Taxa: +45 59 43 43 43

 

Lægevagten:

Udenfor normal åbningstid, ring venligst +45 70 15 07 00 (Kl. 16.00 til 08.00).

FAQ

Hvor mange kan der være i et telt?

Der kan være 2 personer i et telt.

 

Er priserne pr. person eller pr. telt?

Prisen er pr. telt og gælder derfor for 2 personer.

 

Hvornår kan jeg tjekke ind og ud?

Du kan tjekke ind mellem kl. 15 & 18. Udtjekning er kl. 10. Hvis du ønsker at blive lidt længere, kan vi se, om vi kan finde en løsning, mod yderligere honorar.

 

Hvilke betalingsmidler kan jeg bruge?

Du kan betale med Mobilpay eller kontant.

 

Må vi have vores kæledyr med?

Vi elsker dyr, og har dem selv, men lad dit kæledyr blive hjemme af hensyn til øvrige gæsters eventuelle allergi.

 

Er børn velkomne?

Børn er velkomne, hvis I er 6 gæster i alt. Så får I nemlig hele området for jer selv. Ellers prioriterer vi, at de øvrige gæster skal kunne nyde roen og freden på deres get-away.

 

Er morgenmad inkluderet i prisen?

Morgenmad er ikke inkluderet, men vi har naturligvis sørget for at prisen er så fornuftig, at alle kan være med på et tilkøb af morgenmad.

Kan jeg bestille mad?

Hvis jeg ikke selv vil lave bålmad.

 

Jeps! Vi samarbejder med nogle af de bedste fra Holbæk og Næsset, så kontakt os, når du booker, så sørger vi for at hjælpe dig med at have styr på dén del også afhængigt af dine præferencer.

 

 

Hvornår skal jeg bestille mad, hvis I skal sørge for det?

Bestil det allerhelst ved booking og ellers dagen før. Går det helt galt, prøver vi at trylle noget for dig.

 

 

Er der køleboks i teltene?

Ja, der er en køleboks i teltene til dine snacks og drikkevarer.

 

Må jeg ryge på området?

Ja, der er lavet et område, hvor du må ryge. Alle andre steder er rygning ikke tilladt.

 

Er der varme og strøm i teltene?

Der er strøm, så du kan lade din mobiltelefon, men ikke varme i teltet. Hvis du kommer meget tidligt eller meget sent på sæsonen, så tag de uldne bukser med.

 

Må man fodre jeres dyr?

Fodring af dyrene er strengt forbudt, da de kan blive syge af for meget eller forkert mad. Kom til os, så har vi godbidder til dyrene, som I kan give dem.

 

Kan man bestille flere overnatninger?

Absolut! Vi elsker at du kommer, og især at du bliver!

 

Må vi tage en højttaler med at høre musik på?

Højttalere og soundboxes osv. Er ikke tilladt på pladsen. Medbring dog gerne et akustisk instrument, som du kan spille på, hvis de andre gæster også synes, at det kunne være hyggeligt. Derudover skal fugle, græshopper mv. nok sørge for den hyggeligste musik, mens du er her.

 

Hvad kan vi lave på Tuse Næs?

Mulighederne er utallige uanset af om I er på aktiv eller afstressende get-away. Vi har mulighed for at hjælpe jer med både bestilling af kite-surfingundervisning, bestilling af vandreguide og meget , meget andet. Her er skønne cykel-, kajak- og vandreruter, og tag endelig kajak eller cykel med. Ellers har vi et par mountainbikes, du kan leje her på stedet.

 

Er vores ting forsikret, hvis de bliver stjålet?

Dine ejendele er dit ansvar. Sørg derfor for ikke at lade værdigenstande ligge uden opsyn.

 

Er der personale på pladsen hele døgnet ?

Alle har brug for en pause – også vi –  så vi holder siesta hver dag mellem kl.12-15,   men du kan selvfølgelig altid komme/ringe på tlf. 60188956 i nødstilfælde.

 

Kan jeg se et par billeder fra jeres sted?

Ja, da! Se vores galleri af billeder her

 

Et døgn på Glamping

Sådan! Du har booket dit glamping-ophold – og sidder nu endelig på vej i bilen mod stedet, du skal overnatte…. Hovedet er fuldt af tanker, og måske ovenikøbet lidt mylder og stress……

Da du når af motorvejen og kører ud på Tuse Næs, bliver du fanget af Isefjorden på din højre side, hvor vandet og udsigten ud over Holbæk by, allerede får dine skuldre et par centimeter ned…. Din GPS fortæller dig, at du er ved din destination om 5 minutter. 

5 Minutter? Kan det virkelig passe, at der er sådan et åndehul så tæt på motorvejen og København ? Svaret er ja, men det finder du ud af om lidt, for kort efter viser din GPS, at du skal dreje ned af Bognæsvej, hvor du efter kun få minutter lander ved en storslået udsigt udover fjorden, og du kan se den store træhal, der danner læ og ly for dit telt i nat. Da du kører ind på gårdspladsen på Lille Fjordgaard, får du tid til at trække vejret helt ned i maven, og måske kan du se hestene nede på engen, hvor de græsser rundt om vildtvoksende orkideer og kongegrave…. Hvis de da ikke står lige foran dig inde på folden, fordi de er oppe og få en tår at drikke eller en middagslur i skyggen. Måske lægger du mærke til en lille opadvendt krumning i din mundvig og måske aner du, at skuldrene sænker sig endnu et stykke.

Når du er klar, viser skilte dig hen til hoveddøren på Lille Fjordgaard, hvor vi tager imod dig med et smil og et ”Velkommen til”. Vi viser dig vej til dit telt, inde i træhallen, og giver dig en rundvisning på matriklen, så du ved, hvor toilet og bad er, og du får set den lille indendørs opholdsstue, til de gæster der kommer meget tidligt eller meget sent på sæsonen, og som lige trænger til at få varmen. Du får også set te-køkkenet, hvor du kan lave te og kaffe, når det passer dig 😊….  Med mindre, at du altså vil varme vand over bålstedet nede ved hallen…. Her er ingen agenda, intet du skal nå, og du kan gøre næsten, som det passer dig, for vi ved, hvor vigtigt det er, bare at få lov at sidde og nyde udsigten – for kroppen, for sindet og for sjælen. Vi gør det nemlig hver dag.

Nede i hallen er der en vask med rindende vand, så du kan vaske hænder eller skylle de grøntsager og bær, du har tænkt dig at købe senere. Tuse Næs har mange små lokale handlende, heriblandt både Hørby Pølsemejeri, Tusen Vin, Bognæs Vingaard og små gårdbutikker, hvor du kan købe bær og forskellige former for grønt i sæsonen.

Når du har fundet dig på plads i dit telt og glædet dig over, at sengen er klar og redt op specielt til dig, puden er banket og lammeskindet ligger klar og kalder på dig i lænestolen, og beder dig om at sætte dig – er tiden din egen…. Hvis du stadig har en smule uro i kroppen, så lav en kop kaffe eller te, og sæt dig ned til vandet. På de 300 meter derned, vil dyrene også byde dig velkommen, og det er altid spændende at se, hvem som byder sig til. Måske er det lærken, måske viben eller fasanen – eller måske er det rådyret, som bliver lidt overrasket over at du kom allerede i dag, og tager flugten henover engen….. Nede ved vandet kan du sætte dig og bare nyde roen og freden, mens du kigger udover fjorden og Holbæk Kystlinie i det fjerne foran dig, eller på naboens vinmark til venstre bag dig…..

 

Er du til en gåtur, kan du gå fra gården og ned til skoven, der ligger en km væk. Skoven der går helt ud til vandet rummer en lille sandstrand med en badebro i badesæsonen, og alt er til din rådighed. Hvis du mere er til en cykeltur, kan du leje en mountainbike hos os og cykle rundt og opleve Næsset. Hvis du ligesom os, tiltrækkes særligt af vandet, er der mulighed for at leje en lille jolle med motor og sejle ud på fjorden….. Meget er muligt – men ikke nødvendigt, for det her er din get-away, og det er dig der bestemmer i hvilket tempo, dagen skal gå….

Når du faldet helt ned, melder sulten sig måske, fordi der pludselig er både tid og ro til at dække dine basale behov – og alt efter hvad du har lyst til, står vi klar til at hjælpe dig med alt fra hyggelige bålpakker som snobrødsdej og pølser eller popcorn, skumfiduser og Mariekiks til en anbefaling af en af Holbæks restauranter. Hvis du er til sushi, sørger vi for, at du får det bragt til dit telt, når du har bestilt det på nettet. 

Når solen stille sænker sig, kommer rådyrene ofte frem og græsser, og til slut på dagen, melder små flagermus sig også oppe på himlen…. Hvis du ikke allerede har tændt bålet, kan du gøre det nu og se det smukke lys fra Holbæk på den anden side af vandet, mens Orø-færgen sejler forbi med jævne mellemrum. I blikstille vand laver færgen den smukkeste spejling i vandet – og alt ånder fred…. 

På Lille Fjordgaard er der fuldstændig ro, og dog alligevel masser af larm – det er bare den rigtige larm: Biernes summen, vibens og lærkens sang, græshoppernes små melodier og en ugle kan også fortælle dig en godnathistorie, hvis du er heldig, at den har lyst.

Inden du går i seng, skriver du til os, hvis du har besluttet dig for, at en tallerken let morgenmad bestående af brød, smør, ost, marmelade, æg, juice og kaffe/te kunne være rart at vågne op til, og så sørger vi for, at det er klart til om morgenen.

Vi kommer ned og slukker for lys og deslignende kl. 22 – og kl. 23 er der helt fred på pladsen. Det gælder for både dit telt, og de 2 andre telte som også findes på pladsen. I mørket vil du se den smukkeste kæmpe stjernehimmel, og finde alle de stjernebilleder, du har lyst til. Godnat og sov rigtig dejligt.

Om morgenen vil fuglenes småpludren måske vække dig, hvis du sover let, og når du er vågnet og kommet ud af dit telt, kan du se lige ned til fjorden ud af indgangen på hallen….. Skulle det være regnvejr, er du stadig helt i tørvejr og kan indtage dit morgenmåltid inde i det lille loungemiljø i hallen….. Den venter på dig til det aftalte tidspunkt.

Nu kan du bestille tid til et bad, hvis du ønsker det ( hvis du altså ikke allerede har bestilt dagen før ), så du kan blive helt frisk, inden du stille og roligt pakker sammen og kører afsted – mens du allerede planlægger din næste get-away på Lille Fjordgaard. Der har du nok tid til at få en guidet tour på en af vingårdene, besøge et af gallerierne, prøve kitesurfing eller få besøgt nogle af Vestsjællands skønne seværdigheder. Det gælder især hvis du ligefrem planlægger et længere ophold på Lille Fjordgaard – fordi du nu ved, at det kan man godt både trænge og vænne sig til.

Vi og dyrene glæder os i hvert fald over, at du kom – og håber på at se dig igen.